Livestreamet foredrag: Jorden og livet
Jorden og livet - 3.800 mio. års spejling. Ved professor i geologi Minik Rosing, Globe Institute Københavns Universitet
Den jord vi lever på i dag, er en markant anderledes end den der blev dannet for 4.500 millioner år siden. Gennem tiden har Jorden og livet både spejlet og påvirket hinanden. Nu er vi mennesker i gang med at ændre Jorden i en ny og hidtil uset retning.
Jorden kom ud af støvskyen lige efter Solsystemets fødsel. Havene opstod muligvis allerede inden for de første par hundrede millioner år, og snart spirede det tidligste liv frem. Stort set alt, hvad vi ser omkring os, er resultater af livets indflydelse på Jorden. Ligeledes spejler den udvikling, som livet har gennemgået, Jordens indre pulsslag og Solsystemets dynamik.
Jorden og livet spejler og påvirker således hinandens udvikling, og som den mest indflydelsesrige organisme på Jorden, er vi mennesker nu i gang med at ændre den.
Vi kan forvente et igen meget spændende foredrag direkte fra Aarhus Universitet, hvor geologen Minik Rosing også vil fortælle om den viden, man har om Jordens dannelse herunder, at man har konstateret, at havet myldrede med mikroorganismer for ca. 3.800 millioner år siden.
Foredraget er gratis. Mød meget gerne op 18.45.