I en mindre græsk landsby foregår dette passionsspil. En gruppe flygtninge ankommer midt i forberedelserne til højtiden. Fordrevet fra deres hjemland beder de om beskyttelse og hjælp. Landsbysamfundet reagerer splittet: Mens flertallet afviser de fremmede, viser Passion-artisterne mere og mere solidaritet med dem. Frem for alle hyrden Manolios, som skal agere Jesus i spillet. Han kæmper for at landsbybeboerne skal vise deres medmenneskelighed og velgørenhed, og udfordrer dermed misfornøjelsen hos præsten Grigoris, som ser sin magt over landsbyen truet.
Han ekskommunikerer Manolios og opildner det lille samfund imod denne. En meget eksplosiv situation opstår, der fører til en katastrofe.
Den græske passion anses for at være komponisten Martinůs’ mest modne partitur. Til dette foruroligende værk udviklede han et tonesprog, der forener mange modsætninger til en sammenhængende helhed: moderne og arkaisk, passioneret og lyrisk; nutidigt – ja, men aldrig cerebralt.

Bohuslav Martinůs’ græske passion er emnet for dette værk: en nutidig folkeopera, der på den tid vi lever i. Det minder os om ikke kun at kræve (kristen) kærlighed til sin næste, men om at leve den aktivt.
Komponisten vidste, hvad han talte om: Som ung forlod han sit hjemland Østbøhmen (nu Tjekkiet) for at studere musik i Paris. De skiftende globale politiske forhold fik ham til at emigrere til blandt andet Amerika og Schweiz, og gjorde derved en tilbagevenden til det hjemland han elskede, umulig. Indtil sin død i 1959 var han afhængig af støtte fra venner og bekendte.

Jægerbruden er et romantisk mesterværk af Carl Maria von Weber, der bygger på et sagn fra de store tyske skove om ondskab, kærlighedens styrke og det godes magt.

For at kunne gifte sig med sin elskede Agathe sælger jægeren Max sin sjæl for syv magiske geværkugler. Seks af kuglerne vil ramme ethvert mål, Max ønsker. Den syvende kugle derimod er han ikke selv herre over.
Dirigenten Enrique Mazzola har den musikalske ledelse og Philipp Stölzl instruerer. Han er også ansvarlig for scenografi og lysdesign. Med Nikola Hillebrand som Agathe og Mauro Peter som Max. For første gang vil der ikke være voldgrav mellem søscenen og tilskuertribunen. Dette åbner op for en helt ny måde at opleve Bodensøen på.

En enestående oplevelse fra den enorme og berømte scene i Bregenz, som igen i 2024 giver tilskuerne en overvældende visuel- og musikalsk oplevelse.
'Ramt målet,' skrev Carl Maria von Weber jublende til sin librettist Friedrich Kind efter premieren på deres fælles opera Der Freischütz (Jægerbruden), der med sin følelsesladede og gribende musik snart skulle blive indbegrebet af tysk romantisk opera.

Med munter og iørefaldende musik af Kurt-Heinz Stolze efter inspiration af Domenico Scarlatti og med farverige kostumer samt en charmerende opsætning af Elisabeth Dalton, fremkalder The Taming of the Shrew (Trold kan tæmmes) indtryk af Italiens solbeskinnede gader og haver.
Den perfekte ballet for hele familien, danset af Stuttgart Balletten.
Korografen John Crankos The Taming of the Shrew er en af de største balletkomedier i det 20. århundrede. Frit efter William Shakespeares verdensberømte skuespil levendegør Cranko historien om den spidsfindige Katherina, som ingen vil giftes med, og den kække og kloge Petruchio, der gør hende til sin kone og 'tæmmer' hende.


Dirgent Wolfgang Heinz - Staatsorchester Stuttgart.
Kunstnere: Elisa Badenes, Jason Reilly, Martí Fernández Paixà, Veronika Verterich, Fabio Adorisio, Alessandro Giaquinto, Stuttgart Ballet

Anmeldelser: 'Dette er i verdensklasse og Crankos tilpasning af Shakespeares komedie er en kunstnerisk perle.'

Donizetti placerer i operaen sine hovedpersoner Lucia, Edgardo og Enrico i den følelsesmæssige trekant af kærlighed, had og passion, inspireret af den mytiske sande beretning, hvorpå Walter Scott skabte sin roman.
Lucia di Lammermoor er Donizettis mest spillede seriøse opera. Lige fra premieren har den været en succes. Donizetti har udnyttet den romantiske handling, der når sit højdepunkt med Lucias vanvidsscene. Vanvidsscener hørte mere eller mindre til i tidens seriøse operaer, men ingen slår Lucias.
Instruktøren Laurent Pelly er ifølge rapporter blevet inspireret af Jean Epsteins film ”House of Usher fra 1928” efter Edgar Allan Poes uhyggelige novelle, og faktisk skaber de sneklædte Lammermoore-skråninger og det diffust oplyste slot, de stivdraperede grå og brune kostumer, og de kølige og verdensfjerne karakterer en trist og uhyggelig atmosfære.
Med verdens stjerner som George Petean, Olga Peretyatko, Juan Diego Flórez, Jongmin Park og dirigeret af Evelino Pidò er vi i et fornemt selskab.