Faktisk besynger værket, bevæbnet med en meget let og sværmerisk synopsis, og ved hjælp af dets mange danse og meget frivole arier, festens glæde, letsindighed og den aldeles raffinerede luksus... Værket fungerede som et spejlbillede af samfundet i Det Andet Imperium (1852-1870), hvor denne tid forgudede en let sensualitet, og total mangel på høj puritansk levevis og ligeså moral. I La Vie Parisienne, efter de mest dristige eskapader, går alt tilbage til det normale, og parrene finder sammen igen, som om intet var hændt ... tilbage er kun de søde mindre om mousserende champagnebobler, og hvad deraf følger. Offenbachs værk bliver her bragt til live af et vidunderligt cast, herunder Jodie Devos, Rodolphe Briand, Marc Mauillon og Florie GauthierValiquette. Alt sammen med Christian Lacroix' geniale instruktion og farverige kostumer. En fyrig Nytårsforestilling!

Til sin Paris Opera-debut har den hollandske instruktør Lotte de Beer valgt at kaste et kritisk blik på den europæiske fremstilling af koloniserede folk og opmuntre os til at gentænke vores forhold til æstetiske produktioner fra fortid og nutid. Dirigeret af Michele Mariotti og med verdenstjerner: Soloman Howard som kongen, Ksenia Dudnikova som Amneris, Sondra Radvanosky som Aida, Jonas Kaufmann som Radamés, Dmitry Belosselskiy som Ramfis og Ludovic Tézier som Amonasro. Værket samler flere temaer, som Verdi satte pris på: nostalgi efter et tabt fædreland, udfrielse gennem døden, kontrasten mellem en nedslående nutid og et idealiseret andetsteds, den kvælende rækkevidde af religiøs og politisk magt, de regulerende faktorer i en verden, der bevidst er fyldt med faldgruber.

Andre operaer skrevet af Moniuszko blev også opført i hans hjemland det år, men desværre blev kun hans mest kendte værk importeret til Vesteuropa, og fik her sin uropførelse i Wien. Den unge amerikanske sopran Corinne Winters spiller titelrollen som den ulykkelige tjenestepige Halka, hendes bæredygtige, smukke ungdommelige dramatiske sopran skaber et mangefacetteret, rørende portræt af den forrådte pige, til trods for operaen blir sunget på polsk, et sprog der indtil da var fremmed for hende.

Parsifal er Richard Wagners mesterværk og sidste opera, det er på mange måder summen af hans værker, og måske stiller operaen spørgsmålet: Hvem er jeg? Hvad skal jeg tro? Hvordan finder jeg ud af det?
I sit sidste musikdrama Parsifal forvandler Wagner frygten for fristelserne og det syndige begær til en fortælling om forløsning. Partituret kontrasterer det hellige med det sanselige, fra musikkens skarpe storhed og processionen til gralsalen i 1. akt til den rigt orkestrerede scene, hvor Kundry forsøger at forføre Parsifal i 2. akt. Der er sektioner af næsten overjordisk skønhed som f.eks. I Prologen og operaens slutscene, hvor Parsifal afslører gralen for ridderne.
Den russiske instruktør Kirill Serebrennikovs frygtløshed, som man nærmest fysisk kan mærke i hans produktioner, fascinerer nogle lige så meget, som den forvirrer andre. Hans radikale læsning af Wagners sidste storslåede opera på Wiener Staatsoper betragter Parsifal som en befrielsesopera, nemlig som en befrielse fra sig selv gennem erkendelsen af, at vejen til frihed kun kan tackles af en selv.
Det er med Jonas Kaufmann som Parsifal og Elīna Garanča i sin rolledebut som Kundry; to af tidens store ikoner i førsteklasses vokalform og fordybet i deres roller i en grad, der overskrider den hype, der omgiver dem. Philippe Jordan, der dirigerer Wiens statsoperas orkester, vælger en lys, hurtig Wagner. 'En luksusbesætning til Wagners vidunderlyde' skrev Salzburger Nachrichten, og Frankfurter Allgemeines Magazin skrev 'Serebrennikov fremtryller verdener af billeder, der aldrig lader dig gå.'

Giacomo Puccinis Madama Butterfly, en af de mest spillede operaer i dag, kommer til den overmåde smukke Lake Stage/Bregenz for første gang med dirigenten Enrique Mazzola og instruktøren Andreas Homoki. De subtile landskabsmalerier bringer japansk atmosfære til Bodensøen. Med: Celine Byrne som Butterfly, Edgaras Montvidas som Pinkerton, Claudia Huckle som Suzuki og Yngve Søberg som Sharless. Overrumplende!

Hermed den ikoniske opførelse af Svanesøen fra Wiener Staatsoper, med Rudolf Nureyev og Margot Fonteyn. Det er en af det 20’ende århundredes fornemste udgaver af Svanesøen. Det er det helt store passionsdrama om kampen mellem lysets og mørkets kræfter, mellem det gode og det onde, kærlighed og had. Denne opførelse fra Wiener Staatsoper 1966 er gået over i ballettens historie.

Verdis Don Carlo er et værk af en italiensk komponist på fransk, i hvilket krigsklimaet i Spanien og menneskets melankoli også retter vores opmærksomhed mod Flanderns skæbne. Politik, religion, historie og psykoanalyse er sammenflettet her, hvilket i stigende grad skaber splid mellem hovedpersonerne. Og over det hele hviler den spanske inkvisition som edderkoppen midt i spindet, mens de øvrige, kongelig eller ej, spræller.

Det er en stjernebesætning med Sondra Radvanosky som Norma, Raymond Aceto som Oroveso, Gregory Kunde som Pollione og Ekaterina Gubanova som Adalgisa, dirigeret af Renato Palumbo.
Titelrollen betragtes generelt som en af de sværeste i sopranrepertoiret. Partiet kræver enorm vokal kontrol, fleksibilitet og dynamik og indeholder en bred vifte af følelser: Konflikten mellem det personlige og offentlige liv, romantik, moderkærlighed, venskab, jalousi, morderiske hensigter og resignation. Bellini skrev rollen til Giuditta Pasta, en af den tids største sopraner. Arien 'Casta diva' er en af de mest kendte arier fra det 19. århundrede.
Gennem hele det 20. århundrede har mange sangere forsøgt sig med rollen som Bellinis plagede druidepræstinde med skiftende held. Den mest berømte Norma i efterkrigstiden, og velsagtens i det 20. århundrede, var Maria Callas, der sang partiet i 89 forestillinger (hvoraf flere er blevet optaget); Callas har desuden lavet to studieoptagelser i 1954 og 1960.